Brejl, Karsten

  Generelle notater:

TALER: Næsten den 12.juni 1995.

Kære broder !

Jeg vil lige i en bisætning forklare, hvorfor det kun kan hedde kære broder og ikke f.eks. hej brormand eller pænere: kære Karsten.
I vores barndom skrev man breve til sine forældre en gang om ugen, for telefonen var dyr og man skulle vente et kvarter eller mere på at rigstelefonen kunne etablere en forbindelse. Ligesom vores mor skrev til sin mor engang om ugen, så gjorde morbror Kai det samme, og for at vi skulle følge lidt med i hvad de gik og lavede oppe i Vestervig, så sendte mormor hans breve til os med påskriften "ei" i en lille cirkel, der betød at de kunne kasseres, når de var læst. De blev oven i købet sendt i den samme konvolut som hun modtog dem i, bare vendt, så adressen blev skrevet på indersiden, der nu vendte udad. Der var også noget, der hed genbrug dengang. - Og morbror Kai skrev altid: Kære moder (han var fra før århundredskiftet), så det har jeg også altid skrevet, både til mor og til dig. Altså: Kære broder....

Du har haft en underlig barndom, ja jeg tænker ikke på, at du altid har skullet være sammen med mig, nej, jeg tænker på, at solen altid skinnede, f.eks.når vi i sommerferien var i vandet nede på badeanstalten hele dagen; samtidig så vi de flotteste tordenvejr fra terrassedøren. Om vinteren var det det samme: der var altid is på den store sø, flot dybsort blank is man kunne løbe kilometervis på i den dejligste vintersol, samtidig kunne vi stå på ski i Bøndersvig og have snefri fra skolen, når togene ikke kunne komme frem. Sådan husker jeg i hvert fald din barndom, så det gør du vel også.
Vi var kun os to, vi var cirka lige store og vi så lige søde ud, så folk spugte tit, om vi var tvillinger. Du sagde ingenting, men jeg svarede lynhurtigt, at jeg var 2 år ældre end dig, så der var forskel på os. Der var også forskel på vores fødsel. Mor var ret gammel til at være førstegangsfødende, så jeg blev født på Saxkøbing sygehus, og det gik nemt (sådan er jeg). Da du så skulle komme til verden, mente man, at det sagtens kunne ske hjemme, mor havde jo prøvet det før, men det var nær gået gruelig galt, du er jo ikke et helt almindeligt dusinmenneske, så du havde navlesnoren viklet rundt om halsen og der skulle lægehjælp til, men takket være dr. Brems fik jeg heldigvis en lillebror.
Vi var meget sammen, både når vi lå på gummigulvet ovenpå og spillede mikado, når vi var på vores første udflugt sammen med en lille saftevandsflaske helt ovre på Præstebakken, når vi samlede sten for far og fik en hønsering for en passende mængde, når vi fulgtes ad til utallige biografture til Walt Disney-film, Morten Korch-film, Dirck Passer-film og til film med Ghita Nørby med smilehullerne.
Først boede vi på kvistværelset i etagesenge, men på et tidspunkt fik vi hver vores gavlværelse, så jeg kunne råbe UD, når jeg ikke kunne hamle op med din viden og din hukommelse. Du nævner somme tider for mig, hvordan jeg i afmagt svarede dig, da du fortalte, at du havde set en bestemt fugl: Årh jeg så en hel flok i går. Hukommelse, det har du.
Vi klistrede papirbogstaver på vores døre, Erik på min, og på din stod der KB-hallen. På et tidspunkt faldt det ene L ned, så der stod KB-halen, men det passede vel også; det fik i hvert fald lov til at hænge et stykke tid.
Da du kom hjemmefra i I G, på grund af helbredet og det lokale klima, savnede jeg dig ret så meget, og da jeg var kommet til København for at læse og skulle tage stilling til om jeg skulle tage hjem på ferie, skulle jeg lige først høre:
Kommer Karsten hjem? Det gjorde du heldigvis som oftest. Endnu bedre blev det jo, da du også tog Berit med hjem, da blev min familie på en måde fordoblet, så godt tog de alle sammen imod mig.
Du har altid vidst, hvad du ville, og hvad der var rigtigt og forkert.Det vil jeg illustrere med et citat fra Lille Virgil.
Lille Virgil har set en ene-og-alene stork og han og Oskar vil fange en hunstork til den. Men så siger Oskar, at der står i en bog, at storke lader sig aldrig fange. "Sikke en dårlig bog", sagde lille Virgil. "En rigtig møgbog. Den bog vil jeg nødig læse". Hvis jeg havde kendt den bog i vores barndom, og jeg også troede, at man var nødt til at gøre det, der stod i en bog man havde læst, så ville jeg have sagt det om en bog, du havde arvet efter moster Gysse.
Den hed: Excelsior. Det er latin og betyder højere, eller opad, og den lærte, at man skulle være absolut sand, absolut god, ren osv. Den bog havde du læst, og du ville leve op til dens krav. En aften var vi på cykeltur ud til Lysemose,en lille skov 3-4 kilometer hjemmefra, og så var det blevet mørkt. Jeg havde dynamolygte. Du havde ikke lys på, så du trak, selv om der ikke var et menneske at se i miles omkreds. Jeg hvislede: "idiot" og cyklede hjem. Du kom hjem en halv til en hel time senere, så du snød ikke.
Jeg ved ikke, om du lever op til Excelsior i alle ting, men jeg ved, at du også i dag er villig til at afstå fra magelighed for at gøre det rigtige.
Til sidst vil jeg benytte mig af denne gode lejlighed til at give udtryk for min glæde og taknemmelighed for din og din families interesse for mit liv og min hverdag, og for et altid åbent hjem, både til højtider og mange andre gange. Jo, jeg mærker, at vi hører sammen.

TIL LYKKE.

Karsten blev gift med Berit Engel-Kofoed den 6-7-1968 i Øster Marie. (Berit Engel-Kofoed blev født den 18-2-1945 i Øster Marie.)