[Den blå anemone]
[Skolesang]
[Bachevold]
[Mindesten]
[Lokkelykke]
Den blå anemone
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af Himlens tone?
Den lille anemone
jeg planted der i fjor.
Den blå anemone gennembryder den sorte jord med en enlig blomsterknop på en lang stilk og med bladspidser, der endnu ikke er udfoldede.
Det hele er dækket af silkehår, der kan virke sølvfarvede.
Jeg tror, det er det Kaj Munk tænkte på med ordene "sølvblå flor"
Med tilladelse fra fotografen Linda Kjær-Thomsen
Der var lavet flere melodier til sangen fra 1943.
En aften i 1945 var Egil Harder på besøg hos sin fransklærerinde på Frederiksberg,
der meget myndigt sagde til ham: Den går De hjem og laver en bedre melodi til.
Det gjorde han, og næste dag viste han hende resultatet, men spurgte hvordan den dog
skulle blive kendt af danskerne, hvortil hun svarede: Det er da nemt nok.
De dedikerer den bare til Axel Schiøtz.
Det gjorde han og Axel Schiøtz sang den første gang ved mindehøjtideligheden i
Københavns Domkirke den 23. august 1945 og snart efter i Danmarks Radio, hvorefter
Egil Harders melodi blev melodien alle kendte og brugte.
(Meddelt af Carl Peder Behrens, der har hørt forløbet af Egil Harder selv).
Maribo Gymnasiums skolesang 1938 af Kaj Munk
Maribo Gymnasium blev oprettet august 1937 som kommunalt gymnasium, selv om der
var gymnasium både i Nakskov og Nykøbing.
Kaj Munk skrev en skolesang til indvielsen i 21.10.1938 og Jørgen Bentzon skrev
melodien til den 12.4.1938.
Den er aldrig blevet trykt, men findes i Jørgen Bentzons efterladte manuskripter på
Det kongelige Bibliotek i København.
Senere har Knud Vad Thomsen lavet en melodi, der er trykt med noder i FDF's sangbog
March & Lejr 1963 nr.25.
Den melodi, vi brugte i Maribo Gymnasium i 1950'erne, er dog en helt tredje,
muligvis skrevet af skolens sanglærer Axel Carstens,
der havde korresponderet med Kaj Munk om sangen, da de kendte hinanden fra Regensen.
|
|
Sådan husker min bror og jeg melodien.
|
Teksten står i: Kaj Munk: Foråret så sagte kommer,
Westermann 1944 side 161.
|
|
|
|
Pastor Bachevold
velsigner Kaj Munk
Den gamle præst i Tirsted og Vejleby Julius Bachevold mødte Kaj Munk,
der lige var kommet ud af skoven og stod mellem de stynede popler,
da han som 16-17 år gammel gymnasiast i Nykøbing katedralskole var kommet med toget til Ryde station
og nu skød genvej gennem Kristianssædeskovene til Trætteskovvej.
Efter en snak tog Kaj Munk huen af og sagde farvel, og da lagde præsten sin hånd på
hans pande og velsignede ham.
Kaj Munk skriver, at da han gik videre, følte han at noget helligt havde været ham
nær.
(Omtalt i Foråret så sagte kommer, Westermann 1944 side 120 og stedet
udvist for Carl Peder Behrens af en lokal beboer, der havde kendt Kaj Munk).
Mindesten i Rejkjær Sande Plantage
Inde i Rejkjær Sande Plantage har Kaj Munks jagtkammerater rejst en mindesten på Hjortehøjen i 1968
i anledning af 25 årsdagen for Kaj Munks sidste jagt den 31. december 1943.
På stenen står der:
Kaj Munk
Den storslåede vestjyske natur,
den trykkede mig bøssen i hånden,
lod harer og ræve og agerhøns
til min opbyggelse passere vildt revy,
og gav mig et strålende bundt kammerater.
(Dele af citat fra Foråret så sagte kommer, Westermann 1944 side 344).
Kort over stedet
Lokkelykke
Kaj Munk købte sin jagtejendom syd for Hoverdal Plantage i 1939.
Han ville kalde den Egelykke, men valgte navnet Lokkelykke efter sine børns bagsædesnak om deres heste Lokke og Lykke.
Ved ejendommen var der en sø, som sønnen Arne Munk har lavet noget større end den var.
Ejendommen var opført 1912 af Etatsråd Alfred Sørensen, der kaldte den Maro,
tegnet af Ulrik Plesners tegnestue, kendt for Studenterforeningen i København, mange huse i Skagen og i Ringkøbing og alle stationsbygningerne på Ørnhøjbanen.
Hans huse kan blandt andet kendes på murstensmønsteret over vinduerne.
